
Omstændigheder: Blomsterbed 1, 1970
Blomsterbed 1 fra 1970 er et værk, Kirsten Justesen lavede som del af værkserien Omstændigheder (1969-1973). Værkserien kom til under graviditeterne med hendes to sønner og tager udgangspunkt i kunstnerens egen gravide krop, både som selvreference, men også som et billede på alle gravide kvindekroppe og deres evne til at føde børn.
Værket er en afstøbning af Kirsten Justesens højgravide mave lavet i klar plast, der er sat fast på en rød træplade, og hvor der ud fra mavens indre springer et væld af farverige blomster.
Kirsten Justesens kunstneriske praksis cirkulerer ofte omkring hendes egen krop, som hun bruger på mange måder, om end det er performativt, igennem fotografi eller som muse til hendes skulpturelle praksis. Disse værker har altid én ting til fælles: de er en del af en større samtale.
Mens en del af de andre værker i Omstændigheder taler ind i politiske diskurser om den gravide krop, favner Blomsterbed 1 de blødere og mere følsomme, sanselige sider af graviditeten. Blomsterne, der springer ud, kan ses som en visuel metafor for nærværet af fosteret, der vokser i maven, noget levende, der kræver næring og omsorg. Blomsten er nemlig et traditionelt symbol på liv, frugtbarhed og fertilitet. Ligeledes kan de ses i et traditionelt, feminint lys – som noget, der hylder den gravide krop som smuk og sensuel. På den måde spiller værket også rigtig godt ind i Kirsten Justesens kunstneriske praksis, som generelt favner den mangefacetterede kvindekrop.
Omstændigheder. Blomsterbed 1. 1970
Plast, træ bemalet. 50,5 x 40 cm
Købt den 12. august 2024
Inventarnummer: 1789
Foto: Horsens Kunstmuseum