Pussy Power, 1969

Pussy Power fra 1969 er en serigrafi af Kirsten Justesen, som indgår i en serie værker af samme navn.  

Værket forestiller en afstøbning af kunstnerens højgravide krop set oppefra med titlen Pussy Power stående i rød hen over maven. En stor del af Kirsten Justesens kunstneriske praksis tager udgangspunkt i hendes egen krop, og i en lang række af hendes værker vil man kunne se hende selv som motiv. Med sin egen krop og sit eget køn danner hun på den måde et billede af enhver kvinde og peger på kvindens rolle i samfundet. 

Pussy Power er et kraftfuldt værk med et klart statement: at kvindekroppe og kvindesind er stærke, smukke størrelser, som kan meget mere, end de får ære for. Den røde skrift mod det sort/hvide billede skaber en stærk kontrast, og sammen med de mange gentagelser af motivet danner værket et insisterende landskab af gravide maver, der konfronterer modtageren med dette faktum. 

Man kan derimod også se værket fra en anden vinkel, der stiller spørgsmål til, hvordan kvinden ses i samfundet. De mange gentagelser af “Pussy Power” peger nemlig ligeledes mod et kvindeligt intellekt, der tør tage fat i diskussionen om, hvor meget kvinder egentlig kan – udover at føde børn. Diskussionen om kvindens rolle i samfundet er en generel tendens i Kirsten Justesens værker, og mange af dem er også med til at give kvinder og deres kroppe deres egen agens – og Pussy Power er ingen undtagelse.

Pussy Power. 1969 

Serigrafi 

Købt den 14. juni 2021 med tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen 

Inventarnummer: 1689 

 

Foto: Horsens Kunstmuseum