Performance: Maja Malou Lyse & Esben Weile Kjær

Performance I det fri præsenterer:

Maja Malou Lyse & Esben Weile Kjær
Langelinie, fredag d. 6 juni kl. 23:00  

Kunstnerne Maja Malou Lyse og Esben Weile Kjær indgår igen i et samarbejde til projektet Performance i Det Fri. Sammen har de skabt et eksperimentelt fyrværkerishow, hvor fyrværkeriet optræder som performer – en levende, eksplosiv skikkelse, der taler og handler. 

Værket leger med publikums forventninger til denne regelbundne form for ‘underholdning til særlige lejligheder’, sædvanligvis opbygget som et vedvarende crescendo, der bevæger sig frem mod et klimaks, følelsesfuldt iscenesat og styret. Showet udfolder sig her med en helt anderledes rytme – asymmetrisk og sporadisk. Krisen har erstattet klimakset. 

Fyrværkeriet ledsages af sin egen monolog – det deler sine indre konflikter med publikum, mens det eksploderer over dem. Det forsøger at slippe fri af sin egen historie som en potent form for æstetiseret vold, der bruges til at fejre stagnerende politiske regimer og rigdom, men kæmper for at give slip på sit flamboyante væsen. 

Mellem lysglimt og larm opstår en spænding: Kan fyrværkeriet genopfinde sig selv? Eller vil det for evigt være bundet til sin fortid som et redskab for magt og spektakel? Værket sætter spørgsmålstegn ved traditioner, ved måden vi fejrer og mindes på, og inviterer publikum til at opleve en performance, hvor festen aldrig rigtig kulminerer – men i stedet splintres i uforudsigelige brudstykker af lys, lyd og refleksion. 

Tak til Bikubefonden, Horsens Kommune, Horsens Holder, MÆRK Byen og Kulturens Analyseinstitut