fbpx

Cathrine Raben Davidsen

Den danske kunstner Cathrine Raben Davidsen (f. 1972) finder inspiration i både litteraturens verden, filosofien, mytologien, naturvidenskaben og egne erfaringer. Hun ser livet som en kontinuerlig proces af konstant transformation, og dykker i sin kunst ned i livets fundamentale aspekter. Således undersøger hun med sin kunst både sin egen fortælling, vores fælles fortælling, samt hvordan vi er forbundne med hinanden, vores omgivelser, vores natur og vores historie på tværs af tid og sted. 

I sin kunstneriske praksis er Cathrine Raben Davidsen ikke bleg for at eksperimentere og giver sig både i kast med maleri, grafik og keramik, ligesom hun også har indgået i kunstneriske samarbejder med bandt andet Den Kongelige Ballet og forfatter Naja Marie Aidt. 

Cathrine Raben Davidsen tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2003. Her så Horsens Kunstmuseum hendes værker for første gang, og var ikke i tvivl om, at her stod vi over for en kunstner med et meget stort potentiale. Senere samme år kunne museet for første gang præsentere kunstneren for sine gæster med udstillingen Pen Pencil Poison i anledning af, at hun modtog Horsens Kunstmuseums Venners Kunstnerpris. Siden da er andelen af Cathrine Raben Davidsens værker i museets samling kun vokset, og i dag huser samlingen et bredt udsnit af hendes virke. Her følger vi Cathrine Raben Davidsens fortsatte udforskning, og udvikling, af sin kunstneriske praksis tæt, og udvider løbende vores samling af hendes værker. 

 

 

Munchs søster, 2003
Inventarnummer: 1100
279 x 200 cm
Olie på lærred
Købt 13.12.2003