Fra min lillesøsters værelse
Ib Braase, hans kone Ragna og deres børn Martin og Johanne flytter i 1968 til Frankrig. De bosætter sig i landsbyen Marcoussis 25 km syd for Paris. Parret bygger selv deres hus med plads til hele to atelierer, da Ragna Braase også var kunstner. Ib Braase får efterfølgende arbejde på forskellige byggepladser i området omkring Marcoussis. I atelieret begynder han i høj grad at eksperimentere med materialer – fx gamle byggematerialer. Han omsætter de erfaringer, han får med arkitektur og husbyggeri i sine skulpturer, som får et markant nyt udtryk. Nu udformer Braases kunst sig som rumlige, næsten installatoriske konstruktioner.
Han arbejder i længere tid med en række værelsesserier, som dette værk er en del af. Værelset (barneværelset eller arbejdsværelset) bliver nu motiv eller reference. Værkerne skal ikke læses som rekonstruktioner af særlige værelser, men derimod en fantasifuld variation over atmosfæren, genstandene og rummets arkitektur. Det vidner på en optagethed af de nære, familiære og hjemlige ting, som Ib Braase udtrykker fra og med starten af 70’erne. Han udforsker, hvordan de ting, vi omgiver os med, fortæller noget om os og skaber en særlig stemning. Her angiver titlen, at skulpturen tager sit udspring i lillesøsterens værelse (Braase havde syv søskende). Dette værk resulterede i førsteprisen på ’Salon de la Jeune Sculpture’ i Paris i 1971.
Værket er en forholdsvis simpel konstruktion af patinerede og bemalede brædder, der er sammensat til en firkantet form og dermed indrammer og adskiller et bestemt område. Værket indkredser et tomt centrum og rundt på plankerne danner små bronzefigurer og jernelementer samt bemalede felter og sætninger en særlig atmosfære og udsigelse. Hele historien fortælles dog ikke, men antydes blot i detaljerne.
Fra min lillesøsters værelse. 1971
Træ, jern, bronze og bemaling. 207,3 x 204,0 x 206, 3 cm
Gave 20/5-2015 fra Ny Carlsbergfondet
Inventarnummer: 1331