Emil Westman Hertz. Introduktion
Introduktion
Emil Westman Hertz (1978-2016) kunst er præget af en etnografisk interesse og tilgang samt, ikke mindst, en interesse for naturen og menneskets eksistens i denne og i verden som sådan.
I Emil Westman Hertz’ kunstneriske univers er der sjældent tale om enkeltstående figurationer. Det er ofte sammenstillinger, der kan opfattes som arkitektur, konstrueret natur – enten stående frit i rummet eller placeret i gamle montrer hentet fra naturhistoriske museer og skolernes biologilokaler.
I store tegninger skaber han verdener, der ikke ligner vores.
Placeringen i gamle montrer flytter på en måde værkerne ud af kunstens rum og ind i en virkelighed, der nærmer sig videnskabens verden eller små wunderkamre. Vi inviteres ind i en helt særegen verden, hvor beskuerens muligheder for aflæsning er omfattende.
Emil Westman Hertz’ praksis var ofte en transformation på den måde, at enkeltdele af værker blev anvendt i nye sammenhænge og i nye værker. På den vis var Emil Westman Hertz’ værkopfattelse en anden end den traditionelle. Værkerne var i princippet ikke færdige, men nedslag i en løbende proces, øjebliksbilleder.
Emil Westman Hertz opnåede i sin korte levetid at skabe et værk, der med sin helt særegne tilgang til skulptur placerer ham som en af de helt store kunstnere i dansk billedhugger tradition på linje med billedkunstnere som Bjørn Nørgaard, Ib Braase og Martin Erik Andersen.
Emil Westman Hertz blev ramt af leukæmi kort efter sin afgang fra akademiet. Livet med en uhelbredelig sygdom, blev en unaturlig og uundgåelig faktor i hans kunstneriske skaben som en nærværende undertone, men i en række værker også som åbenlyse referencer til hans livssituation. Graden af vægt på hans sygdom som en afgørende faktor i oplevelsen af hans værk kan naturligvis diskuteres. Løfter man sig bort fra kunsthistorisk teoretiseren og ser på det faktum, at kunstnere først og fremmest er mennesker, vil det være utænkeligt, at sygdommen ikke var en ledsager i det daglige arbejde med billedkunsten.
Horsens Kunstmuseums samling dækker Emil Westman Hertz’ værk bredt, fra de første grafiske værker skabt i 2008 til et af hans sidste værker, Telt, der blev vist på udstillingen Under bjerget på Bornholms Kunstmuseum i 2016. Imellem disse punkter findes en række skulpturer og installationer. Derudover en række tegninger, der primært er tanker placeret på papir.
Kort om kunstneren
Emil Westman Hertz (1978-2016) var født i Gudhjem, Bornholm. Han boede og arbejdede i Gudhjem og København. Han studerede eskimologi på Københavns Universitet (1999-2000) og tog sin MFA fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2008). Soloudstillinger omfatter Bornholms Kunstmuseum (2016), Holstebro Kunstmuseum (2013) og Horsens Kunstmuseum (2014). Emil Westman Hertz modtog blandt andet Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat (2012) og Niels Wessel Bagges Kunstlegat (2013). I 2014 blev han belønnet med Horsens Kunstmuseums Venners Kunstnerpris.