Sygeleje. 2011
Sygeleje, 2011
Skulpturen Sygeleje fra 2011 var det første værk af Emil Westman Hertz, som blev en del af Horsens Kunstmuseums samlinger. Erhvervelsen fandt sted samme år, som værket blev skabt.
Skulpturen består af en stor glasmontre af form som en kiste, i hvis bund der ligger en stor tyk plade af bivoks; voksen er anbragt, som en krop ville ligge i en kiste. Derudover består værket af materialerne træ, plexiglas, gamle medicinemballager, ler, gips, paraffin og bambus. De forskellige elementer er sirligt opstillet og påvirker alle hinanden i kraft af deres placering og materiale.
Værkets titel, Sygeleje, de brugte medicinemballager, bivoksen i kisten og bambusstokken peger alt sammen i retning af sygdom og menneskeligt forfald, som på en gang virker ubehageligt og dragende. Lerkrukken foran montren er fyldt med honning fra Emil Westman Hertz’ egne bier i haven på Bornholm. Bivoksen trækker tråde til klimaet og naturen og optræder som et foranderligt materiale, som kan omformes og modelleres til næsten hvad som helst.
De resterende objekter, såsom de små lerskåle og den lange bambusstok, fremstår som rekvisitter eller redskaber. Man fornemmer, at disse redskaber bærer på en fortælling eller en historie, som man som beskuer har lyst til at høre mere om.
Et sygeleje, jo bestemt, men måske også en kiste. Dette understreges af skulpturens øvrige dele, idet man ikke kan undgå at tænke på fortidens gravlæggelser, hvor den døde fik proviant med på rejsen til det hinsides. Det er således et værk, der transcenderer Emil Westman Hertz’ egen verden.
Emil Westman Hertz’ værker indeholder ofte et spændingsfelt. Et spændingsfelt som gør sig gældende i store dele af kunstnerens praksis, hvor vi som beskuere efterlades nysgerrige og i en evig søgen efter mere viden og indsigt i et yderst komplekst kunstnerisk univers, der væver livets personlige fortælling om sygdom og efterfølgende død sammen med verdens religioner, åndemaning og stor kulturel kompleksitet.
Skulpturen Sygeleje bærer både en dysterhed og et ubehag i sig, fordi man som beskuer retrospektivt har svært ved ikke at læse kunstnerens eget sygdomsforløb og nærtstående tidlige død ind i værket.
Sygeleje
2011
Bivoks, træ, plexiglas, pilleemballage, ler, gips, parafin, cement, bambus, gaze og malertape.
125 x 190 x 64 cm (opstillet)
Købt den 12. april 2011
Inventarnummer: 1205