I 1990’erne skabte Lars Nørgård flere store tegninger, hvoraf Sukker, Det gyldne snit og Ben er tre repræsentative eksempler. I Lars Nørgårds udforskning af tegningen som medie har der altid været en klar streg og tydelig figuration til stede, samtidig med at humoren og underfundigheden stadig har kunnet finde plads i værkerne.

Sukker, Det gyldne snit og Ben er alle tre dogmearbejder. Papiret, der er limet på lærred, er kostbart, og stregen, der er udført i hurtigttørrende akrylfarve, kan ikke rettes, når først den er sat. Derfor skal tegningerne fungere i første forsøg, da det ikke er muligt at rette i dem efterfølgende. Dette materialemæssige benspænd, eller dogme, er med til at give tegningerne et friere og mere ukontrollerbart udseende. Man kan se flere streger i de tre tegninger, som undervejs i tegneprocessen er blevet rykket en anelse for at skabe det rigtige udtryk i motiverne. Disse streger bliver således en del af den endelige tegning og giver dermed beskueren et indblik i den dynamiske proces, der har ligget bag udarbejdelsen af tegningerne.

Lars Nørgård anvender ofte meget korte titler til sine værker. Det begrænser dog ikke kunstværkets betydning eller læsningen af det, men åbner tværtimod nærmere op for en større fortolkningsfrihed.

I Sukker ses en stakkels mand, der har fået nogle rap over fingrene i jagten på en sukkerknald i en skål. Flere af mandens fingre på begge hænder er bundet ind efter hans indædte kamp for at få fat i de sukkerknalder, der står og venter i en skål på bordet foran ham. Manden hviler sin næse på bordkanten, hvor en enkelt sukkerknald ligger lige foran ham. Hans blik er fæstnet direkte på de indbydende sukkerknalder, og man kan fornemme, at han er klar til at forsøge at få fat i den sukkerknald, som ligger for næsen af ham, endnu en gang.

I Det gyldne snit ses Erik A. Frandsen, Christian Lemmerz og Michael Kvium, der pisser over kors og ned i tre krukker placeret på et bord foran dem. Man kan kun se de tre mænds nøgne kroppe; ansigterne er skjult for beskueren. De tre kunstnere holder hænderne bag ryggen, imens de pisser over kors. To af mændene står sammen i højre side af billedet, mens den tredje står for sig selv i venstre side. På dette tidspunkt forsøgte Lars Nørgård at gå sine egne veje rent kunstnerisk, og derfor holdt han sig uden for fællesskabet ved at tegne sig selv ud af billedet af sine kunstnerkollegaer i Det gyldne snit.

Titlen henviser til den matematiske formel for skønhed, det gyldne snit, som er en måde, hvorpå man kan placere de vigtigste elementer i et billede. Øjet hviler nemlig ikke naturligt direkte i midten af et billede, men forskudt til enten venstre eller højre for midten. Ved at anvende det gyldne snit kan man derfor styre beskuerens blik til at lægge mærke til særlige ting i et billede. Lars Nørgård har netop anvendt dette princip i Det gyldne snit ved at adskille den ene fra de to andre kunstnere i billedet. Det gyldne snit, som historisk har været betragtet som en måde at skabe harmonisk skønhed i sit billede på, har Lars Nørgård valgt at oversætte til tre nøgne mænd, der tisser over kors, som en meget tydelig, ironisk kommentar til den ellers ofte anvendte metode.

I den tredje tegning, Ben, ser man en mand uden ansigtstræk stående med en stol foran sig, hvis fire ben stikker ud mod beskueren. Lars Nørgård har selv udtalt om tegningen: ”Hvad man ikke har i hovedet, må man have i benene.” Det er et gammelt dansk ordsprog, som henviser til, at det man har glemt, skal man ofte gå efter flere gange. Manden på tegningen har dog et hoved, men det synes helt tomt. Han holder stolen op, så vi ser fire ben foran ham som en ironisk kommentar til ordsproget. Manden behøver slet ikke have noget i hovedet, fordi han har flere ben at trække på.

Sukker. 1990
Olie på papir på lærred. 130,4 x 180,5
Gave 30/4-1991 fra kunstneren
Inventarnummer: 742

Det gyldne snit. 1990
Olie på papir på lærred. 180,5 x 130,3
Gave 30/4-1991 fra kunstneren
Inventarnummer: 743

Ben. 1990
Olie på papir på lærred. 181,0 x 131,3
Gave 30/4-1991 fra kunstneren
Inventarnummer: 744