GRAB, Christian Lemmerz
De syv store bronzerelieffer ’Grab I-VII’ af Christian Lemmerz (f.1959) er at opleve på museets facade. Reliefferne var en del af udstillingen ’Largo’ på Statens Museum for Kunst i 2009, der sammen med en række andre værker, udgjorde et sammensat billede af døden som emne. I en form for dødsvandring blev man mødt af en skovl, en rosenblomst, en kiste, en stor klokke og de syv bronzerelieffer, der alle spiller en rolle i en fælles fortælling og følelse. Døden som omdrejningspunkt er noget Christian Lemmerz har arbejdet med på mange forskellige måder siden starten af 1980’erne. Christian Lemmerz ønsker ikke at vi skal glemme eller undertrykke. Vi skal være bevidste om vores eksistens endegyldige. Døden skal være nærværende og relevant for os, og dette formidler han ligeså poetisk og smukt som det er grusomt og foruroligende gennem værket ’Grab I-VII’.
I ’Grab I-VII’ bliver dødens nærvær manifesteret, og på en måde som er til at føle på. Tyngden af det dystre emne rammer en som beskuer meget direkte, når man står og kigger på de næsten 800 kilo tunge bronzerelieffer, mens massevis af kranier stirrer på en, som de toner frem fra bronzemateriet. Grab I-VII blev udformet og støbt på Skulpturstøberiet i Svendborg. Christian Lemmerz arbejdede med rigtige kranier til udarbejdelsen af reliefferne, som undervejs i processen blev trykket ned i sand, hvor formen derefter er blevet støbt i bronze. Reliefferne var oprindeligt sort patineret. Den dag i dag fremstår de mere grågrøn/blå grundet den naturlige udvikling af patineringen.
Bronzereliefferne er syrebehandlede i en sådan grad at det ligner at de næsten er i opløsning. Værkerne ligger derfor i et konstant felt mellem hele tiden at synes at være i opløsning, som var de netop blevet gravet op fra jorden, eller som var værket i live, som om at bronzen med dens kaotiske struktur næsten synes levende. Dette er med til at understrege den følelse af at døden som omdrejningspunkt aldrig ’bare’ er døden, men altid er ledsaget af liv på den ene eller anden måde for at det kan have relevans.
De syv bronzerelieffer er deponeret på Horsens Kunstmuseum takket være Christian Lemmerz og Galleri Franz Petersen.
Ophængningen af reliefferne er gavmildt støttet af: Augustinus Fonden, Statens Kunstfond, Knud Højgårds Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Insero Horsens, Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat, 15. Juni Fonden, Familien Hede Nielsens Fond og Beckett Fonden.