5 Balls. 2022
Lars Nørgård har siden den første erhvervelse af maleriet Schlager i 1984 været en af hjørnestenene i Horsens Kunstmuseums samlinger. Et af de seneste værker i museet samling er det store maleri 5 Balls fra 2022. Maleriet er et udtryk for vekselvirkning mellem det abstrakte og figurative, som er et tydeligt kendetegnende for Lars Nørgårds kunstneriske praksis. Med maleriet nedbryder og opbygger Lars Nørgård abstrakte former og der opstår på den måde et figurativt univers. Maleriets motiv og vildskab skaber et blik ind i et underliggende univers, der efterlader beskueren nysgerrig efter at opleve mere.
Maleriet 5 Balls indeholder klare elementer fra tegningen Den evige modstander, der ligeledes er en del af Horsens Kunstmuseums samlinger “Den evige modstander er vist nok mig selv” har Lars Nørgård udtalt i forbindelse med tilblivelsen af værket. Der er naturligvis ikke tale om en én til én oversættelse, da der er tale om to forskellige medier. Nogle overordnede strukturelle kompositoriske elementer går igen, men det er som en grundform. En tegning lader sig sjældent forstørre op. Derfor møder vi elementer, der er nødvendige for at spænde maleriets meget større flade ud, der ikke findes i tegningen. De fem kugler er et nyt element, ligesom tegningens abstrakte maleri er skiftet ud med et solnedgangsbillede, og en spand har også fundet vej ind i maleriets univers.
Maleriet 5 balls, er et af museets nyeste tilføjelser til samlingen af Lars Nørgård. I Museets samling er det muligt at opleve en lang række malerier skabt i perioden 1982 – 2022, samt skulptur, grafik og tegning. Maleriet er blevet en del af museet samling, som en gave fra kunstneren den 14. november 2023.
5 Balls. 2022
Akryl og Olie på lærred 250 x 200
Gave 14. november 2023 fra kunstneren
Inventarnummer 1767