18.03.2012 Beijing, 2012
Ferrarien i patchwork, ’18.03.2012 Beijing’, tager afsæt i en konkret begivenhed. Den 18. marts 2012 kørte en sort Ferrari 430 frontalt ind i en mur på Ringvej 4 i Beijing. Bilens fører, søn af Ling Jihua, en højtstående kinesisk politiker, døde på stedet, og to halvnøgne unge kvinder kom alvorligt til skade. Ulykken var en stor skandale og blot en i rækken af fatale kørselsulykker, hvor andengenerationsrige kinesiske unge kører sig selv ihjel efter at have drukket alkohol og efterfølgende kørt bil. Ling forsøgte at dække over ulykken, hvilket ikke lykkedes, og historien nåede ud i medierne, hvilket formentlig var med til at koste ham valget samme år*.
Den tragiske ulykke har dannet forlæg for Erik A. Frandsens Ferrari syet i patchwork af en række kinesiske kvinder i forbindelse med kunstnerens udstilling ‘Between Memory and Theft’ på Red Brick Contemporary Art Museum i Beijing samme år. Med skulpturen har Frandsen monumentaliseret en konkret tragisk begivenhed og indfanget et ellers flygtigt øjeblik. Et greb, der er yderst kendetegnende for Frandsens kunstneriske produktion som helhed, og som også ses i f.eks. rejsefotografiserien ‘The Frozen Moment Desert’ fra 2007-09. Flere af fotografierne fra sidstnævnte serie blev senere til værker skabt i andre medier som maleri, mosaik osv.
Horsens Kunstmuseum modtog i første halvår af 2014 en stor og unik donation fra Inge og Asker Larsens Fond til støtte af almennyttige formål. Donationen er den hidtil største donation, Horsens Kunstmuseum har modtaget i museets historie. Erik A. Frandsen er en helt afgørende og central kunstner i Horsens Kunstmuseums samlinger. Museet har fulgt Erik A. Frandsens kunstneriske virke siden åbningen af museet på Carolinelundsvej tilbage i 1984 og råder på nuværende tidspunkt over en meget stor samling af kunstnerens værker. Samlingen viser et bredt billede af de forskellige tematikker og materialer, som Erik A. Frandsen gennem tiden har arbejdet med. Donationen bestod af skulpturen ’18.03.2012 Beijing’, malerierne ’Fælledvej’ fra 2013 og ’Fontæne’ fra 2008, mosaikken ’The Boy’ fra 2007 og de 243 fotografier ’The Frozen Moment Desert’ fra 2007-09.
18.03.2012 Beijing, 2012
Ferrari 458 Spider i patchwork
Gave 1-4-2014 fra Inge og Asker Larsens Fond til støtte af almennyttige formål
Inventarnummer: 1286
*Oplysningen er taget fra South China Morning Post.