Tegnefestival 2020

Billedskolen Horsens byder velkommen til Tegnefestival 2020!

Ugen (10. – 15. marts) byder på et tætpakket program af kreative workshops på Horsens Kunstmuseum og Kulturstationen i Horsens. Du kan bl.a. opleve flotte udstillinger og DM i Tegning, hvor landets dygtigste tegnere konkurrerer. 

Sæt kryds i kalenderen fra d. 10. – 15. marts — og hold øje med Facebook-siden Tegnefestival / DM i Tegning hvor det fulde program offentliggøres i løbet af februar måned.

DM i Tegning 2020 (14. marts kl. 11-17)

Kom med til et brag af en tegnefest lørdag d. 14. marts, når Billedskolen Horsens igen i år afholder DM i Tegning på Horsens Kunstmuseum. Børn og unge fra hele Danmark dyster live i nervepirrende tegne-discipliner og bliver bedømt af nogle af landets mest profilerede tegnere, designere og arkitekter som Jan Kjær og Trine Berthold.

DM i Tegning er for hele familien — og alle interesserede er inviteret til at følge slaget om de 12 eftertragtede Danmarksmester-titler fra første parket! Som publikum har du desuden mulighed for at droppe forbi en lang række kreative workshops. Vi garanterer en dag fuld af magisk stemning, god underholdning og tegninger i lange baner.   

Praktisk information:

Billetter købes via DM i Tegning-begivenheden på Facebook.

Priser:

Entré DM i Tegning: 60 kr.

Entré Tegne-Battle: 40 kr.

Partout DM i Tegning + Tegne-Battle: 100 kr.

Søndag: 60 kr.

Gratis adgang for børn og unge under 18 år.

 

Tegne-Battle (14. marts kl. 19.30-21)

Kom og oplev Tegne-Battle på Horsens Kunstmuseum — en nyhed til DM i Tegning 2020! To hold af professionelle tegnere dyster mod hinanden i impro-tegning i stil med “Hatten Rundt” impro-teater. Et uforudsigeligt og rablende vanvittigt show, hvor DU som publikum er med til at stille de skæve udfordringer. 

Det bliver en løssluppen og festlig aften, hvor du får en sjælden lejlighed til at opleve de dygtige tegnere på slap line. Jannik Broz fra Tegnefestival og Billedskolen Horsens leder slagets gang og sørger for den gode stemning, når blyanterne kommer på overarbejde.

Praktisk information:

Billetter købes via Tegne-Battle-begivenheden på Facebook.

Priser:

Entré DM i Tegning: 80 kr.

Entré Tegne-Battle: 25 kr.

Partout DM i Tegning + Tegne-Battle: 100 kr.

Gratis adgang for børn og unge under 18 år.