Privatlivspolitik og cookies

Søg: 

Nina Sten-Knudsen: Love and Fear
 Lørdag d. 8 januar 2011- 20. marts 2011

Nina Sten-Knudsen (født 1957) har siden sin debut i begyndelsen af 1980'erne beriget den danske kunstscene med monumentale lærreder, intense farver, perspektiviske forskydninger og tematisk mangfoldighed. Med sin særegne og meget personlige nyfortolkning af historiemaleriet udgør hun et selvstændigt kapitel i den nyere danske kunsthistorie.

Udstillingen 'Love and Fear' byder på 44 nye værker, maleri, tegningskulptur og video, hvor Nina Sten-Knudsens særlige brug af lyset er et gennemgående og spektakulært træk. Malerierne er ophængt som en fortløbende fortælling, for hver værktitel udgør en passage i en samlet 'stream of consciousness'-lignende tekst. Og hvor teksten i sig selv kan virke gådefuld, skaber den sammen med malerierne en nærmest magisk stemning.

Som det fremgår af titlen, handler udstillingen om kærlighed - men i mindst lige så høj grad om den angst, der naturligt følger med, nemlig angsten for at miste eller for selv at dø.

Interview med Nina Sten-Knudsen på You Tube. Se her

Påskens Billeder

Fredag den 23. marts - mandag den 9. april
Årets udgave af Påskens Billeder byder som altid på værker skabt af 4.klasses elever fra folkeskoler i Horsens.
Årets benspænd er gråtoner og pink.
Påskens billeder er et led i projektet Salmesang og Klokkeklag, som hører under Skole-Kirke-Samarbejdet i Horsens. Her arbejder eleverne med Biblens fortællinger i tekst, billeder og musik.


Sophia Kalkau
Efter Ægget. En konstellation af værker fra 1999 til i dag
19. marts - 29 maj


Sophia Kalkau modtog i efteråret 2010 sammen med Martin Erik Andersen og FOS en af de største hædersbevisninger, der kan gives til en billedhugger i dansk sammenhæng, nemlig Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Legat.

Sophia Kalkau siger om sin udstilling i Horsens: ”Skulptur, objekt og fotografi og koblinger mellem dem. Værker der på forskellig vis er udsprunget af eksistensen, værker der kredser om forvandling, om metamorfose og gentagelse.


Udstillingen ligger i forlængelse af mit tidligere arbejde med at afsøge feltet mellem objekt og billede. Mellem det åbenlyst fysisk tilstedeværende objekt og det simulerede, gådefulde billede”.

Det er en meget intens oplevelse, vores publikum kan vente på denne udstilling.
Stærke intense fotografier, stille skulpturer der i al deres stille hvidhed vibrerer stærkt i lokalet og skaber et eget rum, som publikum bliver en del af.
I forbindelse med udstillingen udgives et katalog.


Sommerens skulpturudstilling er åben og løber frem til søndag d. 21. august. Udstillingen indeholder blandt andet skulpturer af Martin Erik Andersen, Bjørn Nørgaard, Kirsten ortwed og Tove Storch.
Derudover er der sommeren igennem værker af blandt andre, Michael Kvium, Erik A. Frandsen og Morten Buch at finde i museets sale.



Bent Riis Notater
søndag d. 11. september - søndag d. 6. november


Hvilke historier gemmer der sig i de ting, vi omgiver os med, bruger og efterlader? Det er et af de spørgsmål, som kunstneren Bent Riis har forsøgt at byde ind på i løbet af sine mere end 35 år som udøvende fotograf. Nøjagtigt hvor mange historier Bent Riis kan lokke ud af almindelige genstande som en indkøbsseddel, et glansbillede og seks emballerede agurker, kan man konstatere ved selvsyn, når Horsens Kunstmuseum blænder op for den retrospektive udstilling 'Notater'.

Bent Riis’ fotografier er ofte bygget op som små collager, hvor fotografen selv har skabt sit motiv ud fra det forhåndenværende materiale. Det kan være agurker plantet i sneen, scrapbøger og slikpapir anrettet på sandbund eller skiver af rød spegepølse ophængt på et træ. I andre tilfælde har Bent Riis fotograferet sig selv i forskellige positurer for siden – 25 år senere - at klistre etiketter, blade og andre fund fra gaden ovenpå fotografiet. Kroppen og tingene fortæller deres egne historier, og historierne fletter sig ind i hinanden.

Bent Riis’ personlige historie begynder i Horsens, hvor han er født og opvokset og stadig bor. Han voksede op mellem to ekstremer, hvor moren var glødende Jehovas Vidner-medlem, mens faren levede et noget mindre regelbundet liv. Bent Riis’ store forbillede blev storebroren Poul, der i mange år drev et galleri i Horsens.

Kunstnerisk har Bent Riis altid gået sine egne veje – og indimellem har de ført ham til Horsens Kunstmuseum, hvor han har udstillet ad flere omgange. Blandt andet i 1994, hvor han præsenterede en serie farvestrålende 'Fotografier' af uventede konstellationer - såsom frugt og grønt iscenesat i udrangerede togvogne. Og året efter, hvor han udstillede sine portrætter af danske 'Stridsmænd' m/k.


Nikoline Liv Andersen
'Langsomt siver det gennem mine hænder'
Lørdag d. 19. november - søndag d. 5. februar

Nikoline Liv Andersen (født 1979) er uddannet beklædnings­designer fra Danmarks Designskole i 2006. Hun arbejder i grænselandet mellem mode og kunst, kombinerer materialer som pels og plastik i overraskende kreationer og udstiller det i dramatiske iscenesættelser med lys og lyd.

Hvorfor skal vi leve, hvis vi skal dø? Det er et af de spørgsmål, Nikoline Liv Andersen stiller os i efterårets udstilling. Hendes udgangspunkt er de barokke vanitas-skildringer, hvor livets flygtighed fremhæves i symbolske opstillinger af kranier, bobler, slukkede stearinlys, blomster eller frugter, der er på vej til at gå i fordærv. Herudfra fortæller Nikoline Liv Andersen historien om mennesket som én af utallige, forgængelige skabninger.

Derudover kigger Nikoline Liv Andersen i udstillingen også nærmere på de klassiske japanske aber ’Ikke se, ikke høre, ikke tale’, der på hver deres måde søger at udelukke omverdenen. Hos Nikoline Liv Andersen er aberne anbragt i rokoko-inspirerede parykker på hver deres mannequindukke. Her udgør de sammen med sammen med outfits i bl.a pels og sugerør en kommentar til nutidens blinde forbruger såvel som rokokotidens ulige magtfordeling.

På udstillingen præsenteres to helt nye installationer samt et udvalg af tidligere kreationer.

Interview med Nikoline Liv Andersen



Julemarked
Lørdag d. 3. - søndag d. 4. december kl. 11-17

Den første weekend i december slår vi dørene op for Horsens Kunstmuseums traditionsrige julemarked. Køb julegaver eller pynt til årets store fest ved de mange stande med kunsthåndværk - eller gå på julerov i museumsbutikken, fryd ganen i caféen og find de frække nisser på museets 1. sal.

Entré: 15 kr. for voksne og gratis for børn